Poul Sejr Nielsen styrker kvalitets & arbejdsmiljø indsatsen
Poul Sejr Nielsens nye arbejdsmiljøchef er fundet. Det er Per Wehnert, som har en lang erfaring fra job hos ENCO A/S – VVS og fra en tilsvarende stilling hos entreprenørfirmaet Nordkysten A/S.
Per tiltræder 1. februar 2019 som kvalitets & arbejdsmiljøchef i Poul Sejr Nielsen A/S.
Med ansættelsen af Per Wehnert får vi en kompetent og erfaren kvalitets- & arbejdsmiljøchef, der besidder de faglige- og personlige kvalifikationer, som skal til for at videreudvikle vores kvalitet & arbejdsmiljø.
Pers rolle som kvalitets- og arbejdsmiljøchef vil både være til gavn for virksomheden, medarbejderne og ikke mindst vores kunder. Per skal blandt andet være med til at sikre en fortsat høj kvalitet i det udførte installationsarbejde, ligesom han skal videreføre og udvikle det forebyggende arbejde med at undgå stress, arbejdsskader og nedslidning blandt vores 170 medarbejdere.
Større fokus på arbejdsmiljø
Poul Sejr Nielsen vil spille en aktiv rolle for et bedre arbejdsmiljø. Vores, såvel som andres, medarbejdere skal arbejde i et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Et godt psykisk arbejdsmiljø er vigtigt og er med til at skabe en god arbejdsplads og en god dag på jobbet. En medarbejder, der føler sig godt tilfreds, udfører også et godt stykke kvalitetsarbejde. Derfor lægger vi vægt på det forebyggende arbejde og på at have den rette udrustning og bedste redskaber til opgaverne. Med ansættelsen af Per tror vi på, at arbejdsmiljøet vil blive styrket, hvilket skaber stor glæde på tværs af virksomheden.
Udvikling og ajourføring af kvalitetssikringssystem
Det er vores kvalitetsmålsætning, at vores ydelser opfylder kundens forventninger. Det er også vores målsætning, at vi altid lever op til gældende lovgivning og standarder. Vi opfylder vores målsætning ved at benytte de retningslinjer og procedurer, vi har sat op i vores kvalitetssikringssystem. Vores kvalitetssikringssystem lever op til retningslinjerne i ISO 9001 og er en naturlig og integreret del af vores entreprise- og serviceopgaver. Dette kvalitetssikringssystem skal Per Wehnert videreudvikle og ajourføre til gavn for os og vores kunder. Med Per, som en del af Poul Sejr Nielsen, vil de interne processer bliver styrket og vi ved, at vi i samarbejde kan skabe en endnu bedre struktur på tværs af virksomheden.
Lidt om Per
Per er 56 år gammel, gift med Pia og bor i Jægerspris. Når han ikke er på kontoret, så dyrker han havkajak, hvilket der bruges en masse tid på. Derudover har Pia og Per købt en campingvogn, som de kører landet tyndt i.
Hos Poul Sejr Nielsen er vi stolte over at kunne byde Per velkommen. Vi ser frem til et tæt samarbejde, hvor arbejdsmiljø og arbejdsglæde vil blive sat i højsædet.