Poul Sejr Nielsen ansætter Uddannelses- & Lærlingeansvarlig
Hos Poul Sejr Nielsen ser vi vores medarbejdere som vores vigtigste ressource. Det glæder os derfor at byde Annemette Ottesen velkommen i rollen som Uddannelses- & Lærlingeansvarlig.
Som Uddannelses- & Lærlingeansvarlig kommer Annemette til at stå i spidsen for at drive og videreudvikle vores interne uddannelsesakademi, PSN-akademiet. Det består af vores lærlingeakademi, vores mentorordning samt efteruddannelse og certificering af vores montører og funktionæransatte. Her kommer Annemette til at være drivkraften på at videreudvikle og sætte rammerne for uddannelseskulturen i Poul Sejr Nielsen samt favne udviklingen og uddannelsen af vores 35 lærlinge på tværs af afdelinger.
”Det, der fascinerede mig mest ved stillingen, var det høje ambitionsniveau, Poul Sejr Nielsen har, når det kommer til, hvad virksomheden gerne vil på både lærlingenes og de øvrige medarbejderes vegne. Det er et kæmpe samfundsansvar, Poul Sejr Nielsen påtager sig ved at have mellem 28-35 lærlinge; det viser, hvor meget der bakkes op om lærlingenes vej til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – og det ville jeg gerne være en del af,” siger Annemette om sin nye stilling.
Dedikeret uddannelsesvejleder med stor erfaring fra undervisningsbranchen
Annemette er engageret, empatisk og en god menneskekender – og så har hun værdifuld erfaring med forskellige aspekter af uddannelsessystemet. De seneste seks år har Annemette varetaget stillingen som Uddannelsesvejleder i Brøndby Kommune, hvor hun har rådgivet og vejledt de store elever i grundskolen i hvilke muligheder, der er efter folkeskolen. Inden da var Annemette med til at implementere Folkeskolereformen som læringsvejleder i Gribskov Kommune, ligesom hun også selv har undervist tømrere og snedkere i engelsk og samfundsfag på Københavns Tekniske Skole i Rødovre.
Nu ser Annemette dog frem til at sidde på den anden side af bordet i en privat virksomhed, der modtager nogle af de elever, der har valgt en erhvervsuddannelse: ”Denne stilling indeholder rigtig mange af de elementer, der betyder noget i mit arbejdsliv; her får jeg muligheden for både at gøre en forskel for de mennesker, der har valgt deres vej og er i gang med en uddannelse – men også de montører, der har taget den vigtige opgave som mentorer og læresvende på sig, og som dermed også kan have brug for råd og vejledning til at håndtere undervisningssituationer.”
Poul Sejr Nielsen går forrest for at optimere erhvervsuddannelser
Hos Poul Sejr Nielsen ønsker vi at være kendte for vores høje trivsel samt at uddanne de bedste svende i branchen. Formålet med PSN-akademiet er derfor at være med til at højne niveauet af erhvervsuddannelserne, så fremtidens svende og montører er bedst muligt klædt på - både fagligt og menneskeligt - til de opgaver, der venter, når læretiden er afsluttet, og de står med svendebrevet i hånden. Her er det største succeskriterie for lærlingene hos Poul Sejr Nielsen ikke de opnåede karakterer – men at lærlingene kan opnå ansættelse hos os!
I sin nye stilling som Uddannelses- & Lærlingeansvarlig kommer Annemette således overordnet til at varetage hele strukturen omkring uddannelsesforløbene samt at agere bindeled mellem og støttefunktion for både lærlinge og mentorer. Mere detaljeret omhandler det bl.a. at udvælge og onboarde vores nye lærlinge, så det sikres, at der er et match mellem lærlingenes kvalifikationer og os som virksomhed, ligesom lærlingene skal matches med en montør, som skal være deres mentor i de første tre måneder af læretiden.
Herudover skal Annemette sikre trivsel og være én som både vores lærlinge og mentorer kan betro sig til, når der opstår udfordringer, som de har brug for værktøjer og hjælp til at håndtere bedst muligt: ”Jeg vil gerne bidrage med at skabe et rum, hvor lærlingene kan dele deres erfaringer og sparre med hinanden, og hvor jeg kan besvare spørgsmål og hjælpe med gode måder til at håndtere forskellige arbejdssituationer konstruktivt. På samme måde skal der skabes et rum for mentorerne, for det at varetage sidemandsoplæring er en faglighed i sig selv,” siger Annemette om sin ambition.
Allerførst skal Annemette dog møde alle vores montører og lærlinge og danne sig et indtryk af, hvordan vi kan forbedre læretiden og strukturere uddannelserne: ”Jeg glæder mig allermest til at møde alle montører og lærlinge – og ikke mindst, sammen med dem, at finde ud af, hvordan vi kan optimere uddannelsesforløbene mest muligt til gavn for både dem og Poul Sejr Nielsen.”
Det glæder os, at Annemette nu skal bidrage med sin store viden og engagement i udviklingen af PSN-akademiet - vi ser frem til et godt og langvarigt samarbejde!