Ledelsen i Poul Sejr Nielsen foran PSN-servicebil i forbindelse med aftalen med InstallatørGruppen

InstallatørGruppen indgår aftale om at overtage Poul Sejr Nielsens EL- og VVS-forretning

Poul Sejr Nielsen har indgået aftale med InstallatørGruppen om overdragelse af virksomhedens EL- og VVS-forretning. Når transaktionen er gennemført, bliver Poul Sejr Nielsen en del af en større installationsgruppe, samtidig med at virksomheden fortsætter med eget navn, lokal ledelse og en høj grad af selvstændighed.

InstallatørGruppen har indgået aftale om at overtage Poul Sejr Nielsen Service A/S og Poul Sejr Nielsen EL A/S fra Poul Sejr Nielsen Holding ApS.

Transaktionen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse og gennemføres først, når de nødvendige godkendelser foreligger.

Når transaktionen er gennemført, bliver Poul Sejr Nielsen InstallatørGruppens 44. opkøb i Danmark, og koncernen vil herefter bestå af i alt 49 virksomheder i Danmark og Schweiz.

Næsten 70 års historie

Poul Sejr Nielsen blev grundlagt i 1956 og har gennem næsten 70 år udviklet sig fra sine nordsjællandske rødder til en af de større installationsforretninger i Nordsjælland og hovedstadsområdet. I dag har virksomheden også aktiviteter på Sydsjælland med en afdeling i Næstved.

Poul Sejr Nielsen Service og Poul Sejr Nielsen EL omsatte i 2025 samlet for ca. 230 mio. kr. med en EBITA på ca. 16 mio. kr.

Forretningen beskæftiger omkring 200 medarbejdere og spænder fra en omfattende serviceorganisation inden for EL og VVS til større tekniske entrepriser og flerårige rammeaftaler for offentlige og professionelle kunder.

Hertil kommer stærke kompetencer inden for blandt andet fjernvarme, belysning og LED samt energioptimeringsprojekter.

Poul Sejr Nielsen betjener private kunder, virksomheder, boligorganisationer og offentlige bygherrer og har gennem mange år opbygget en organisation og kultur med fokus på høj faglighed, kvalitet og ordentlighed.

Et nyt udviklingstrin for Poul Sejr Nielsen

Michael Madsen overtog sammen med den øvrige ejerkreds Poul Sejr Nielsen i 2011 og har siden været med til at videreudvikle virksomheden på det fundament og den kultur, der er opbygget gennem generationer.

Når transaktionen er gennemført, får Poul Sejr Nielsen som en del af InstallatørGruppen adgang til et større fagligt fællesskab, yderligere specialistkompetencer og ressourcer, der skal understøtte virksomhedens fortsatte udvikling.

Michael Madsen, administrerende direktør og medejer af Poul Sejr Nielsen, siger:

“Poul Sejr Nielsen har en historie, der går 70 år tilbage, og vi har siden 2011 bygget videre på et stærkt fundament og udviklet virksomheden markant. Vi står i dag med en solid forretning, dygtige medarbejdere og stærke kunderelationer. Samtidig har vi ambitioner om mere.”

“Skal vi tage det næste udviklingstrin, kræver det både nye kompetencer, større faglige netværk og yderligere ressourcer. Det vil vi få adgang til som en del af InstallatørGruppen, når transaktionen er gennemført, samtidig med at vi kan bevare den kultur, organisation og lokale handlekraft, som har været afgørende for Poul Sejr Nielsens udvikling. For mig har det været helt centralt at finde en partner, der forstår værdien af det, der allerede er bygget op, og som samtidig kan være med til at udvikle det videre.”

Styrker InstallatørGruppens position på Sjælland

Med den planlagte overtagelse vil InstallatørGruppen styrke sin position på Sjælland markant. Poul Sejr Nielsen har en stærk position i Nordsjælland og hovedstadsområdet og aktiviteter på Sydsjælland fra afdelingen i Næstved.

Samtidig vil InstallatørGruppen få tilført en betydelig serviceorganisation, erfaring med større rammeaftaler og tekniske entrepriser samt kompetencer inden for en række centrale dele af installationsmarkedet.

Peter Frandsen, CEO for InstallatørGruppen i Danmark, siger:

“Poul Sejr Nielsen er en virksomhed, der har opbygget et stærkt ry gennem årtiers konsekvent kvalitet og faglig stolthed. Med Poul Sejr Nielsen vil vi få en veldrevet virksomhed med en stærk organisation, dygtige medarbejdere og betydelige kompetencer inden for både service, rammeaftaler og tekniske entrepriser. Poul Sejr Nielsen passer derfor rigtig godt ind i vores decentrale model.“

Poul Sejr Nielsen fortsætter med lokal ledelse

Når transaktionen er gennemført, vil Poul Sejr Nielsen fortsætte som en selvstændigt drevet virksomhed under den nuværende ledelse af EL- og VVS-forretningen bestående af Michael Madsen, Jonas Bach og Mikkel Gulbæk.

Det vil ske i overensstemmelse med InstallatørGruppens decentrale partnerskabsmodel, hvor de enkelte virksomheder bevarer deres lokale forankring, organisation og operationelle ansvar, samtidig med at de er en del af et større fagligt og kommercielt fællesskab.

For kunder og samarbejdspartnere betyder det, at Poul Sejr Nielsen efter gennemførelsen fortsætter med sit navn, sin lokale organisation og de relationer, som virksomheden har opbygget gennem mange år.

Om InstallatørGruppen

InstallatørGruppen er en førende leverandør af tekniske installationsløsninger i Danmark og Schweiz. Gruppen består af selvstændigt drevne selskaber med stærk lokal tilstedeværelse og teknisk ekspertise.

Selskaberne leverer løsninger inden for varme og VVS, EL, ventilation, køl samt udvalgte teknikområder, herunder sprinklerinstallationer, energioptimering, bygningsautomation, fiberinfrastruktur og solcelleinstallationer.

InstallatørGruppen er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.

 

Vi er altid til rådighed - kontakt os

×
Menu
Vagttelefon
Ring