Boligselskabets byggeleder John Junker Jensen uddyber:
- Jeg tror, den væsentligste årsag til, at det er gået så godt, er den gensidige tillid og respekt for hinandens faglige stolthed mellem os og entreprenørerne. Alle er både løsningsorienterede og med et højt fagligt niveau. Vi tager udfordringerne, når de opstår, og finder en løsning. Vi har hele tiden haft tilliden til, at hver part gør sit yderste for, at det hele lykkes.
En vigtig årsag til, at renoveringen er forløbet smidigt, er ifølge Boligselskabet den daglige tilstedeværelse på byggepladsen. Det har styrket både relationer og koordinering.
- Fra starten har vi valgt at være til stede dagligt fysisk på byggepladsen. Det betyder, vi kender hinanden og respekterer hinanden både som mennesker og som fagpersoner. Det gør vejen til problemløsning både kortere og bedre. Ved at sidde sammen kan vi hurtigt sætte os om bordet og løse problemerne med det samme, de opstår, fortæller Malene Poulsen.
Søren Maahr, formand hos Poul Sejr Nielsen, nikker genkendende. Han har stået i spidsen for VVS-arbejdet i Ringparken siden 2021 og har oplevet, hvordan den tætte dialog gør det muligt at agere hurtigt – især når virkeligheden ikke stemmer helt med tegningerne.
- Når man renoverer, kan der opstå uforudsete situationer især på VVS-området. Det er ikke altid, at virkeligheden helt passer med de oprindelige tegninger, som planlægning og projektering er baseret på. Derfor har vi været nødt til nogle gange at improvisere, og det kræver hurtige beslutninger. Så er vi gået ned til John og Malene og har fundet en løsning, siger Søren.
Hertil siger John Junker Jensen fra Boligselskabet: - For eksempel når der skal føres nye rør, og de reelle forhold ikke lever op til planen, er det afgørende, at vi kan tage en hurtig beslutning, ellers forsinker vi alle. Det kan jeg kun gøre, hvis jeg har tillid til dem, der skal udføre arbejdet – og det har vi med Poul Sejr Nielsen. Tilliden sikrer fremdriften. Det betyder også, at de kan handle proaktivt uden at skulle spørge alle om lov først, og de kan og tør de, fordi de ved, vi har tillid til dem.
Søren Maahr fra Poul Sejr Nielsen, John Junker Jensen og Malene Poulsen fra Boligselskabet Sjælland
Ud over den tekniske og faglige del har projektet også prioriteret beboerkommunikation højt. En dedikeret beboerkoordinator har været med til at sikre, at beboerne hele tiden har været informeret og forberedt.
- Hvis ikke vi hele tiden holder beboerne orienteret med den rette information og forbereder dem, kan der nemt opstå misforståelser. Det har alle parter i renoveringen været klar over, siger Malene Poulsen fra Boligselskabet Sjælland.
Samarbejde, gensidig tillid og faglig respekt skal gå hånd i hånd, det er løsningen i komplekse renoveringsopgaver.
Send en uforpligtende forespørgsel